En hyppig årsag til skuldersmerter er slidgigt i leddet mellem kravebenet og skulderloftet (akromioclavikulærleddet). Der kan også være tale om en kronisk irritationstilstand i leddet, som bevirker smerter.
Behandlingen vil i første omgang være blokadeanlæggelse i leddet med binyrebarkhormon og lokalbedøvelse. Hvis der ikke er vedvarende effekt af blokaden, er der grundlag for en operation på leddet, hvor den yderste del af kravebenet fjernes. Operationen udføres ofte samtidig med en pladsgørende operation, og kan som oftest udføres med kikkertteknik.
Operationen foregår i fuld bedøvelse og du skal møde fastende, dvs. at du ikke må spise i 6 timer før mødetidspunktet. Du må dog drikke tynde væsker som vand, saft, te eller kaffe (ikke mælkeprodukter) indtil 2 timer før mødetidspunktet.
Du bør undlade at ryge dagen før og på selve operationsdagen.
På operationsdagen skal du have været i bad. Det er vigtigt at der ikke er sår på huden i området.
Indtag vanlig morgenmedicin, gælder dog ikke sukkersygemedicin.
Du må ikke selv køre hjem, og du skal sørge for, at der er en voksen person hos dig minimum 6 timer efter hjemkomst.
Operationen varer ca. 1 time, men du må regne med at være på klinikken i ca.1,5- 2 timer.
Du får et plaster på såret, som kan fjernes efter 2 døgn. Herefter må såret bruses med vand og sæbe.
Den første dag kan det være en fordel at lægge is på for at mindske hævelse og smerter. Dette kan gøres med f.eks. en pose frosne ærter i knap en halv time ad gangen.
Stingene skal fjernes efter 10-12 dage, dette kan ske her på klinikken eller hos din egen læge.
Du skal komme til en kontrol her på klinikken efter 3 måneder.
Du får en armslynge på efter operationen, den skal du anvende til dagen efter til du har helt styr på armen. Herefter kan du anvende den som aflastning.
Dagen efter operationen skal du opstarte bevægeøvelserne du har fået udleveret her på klinikken, eller hent dem som PDF ved at klikke her. Der vil her fra klinikken blive fremsendt en såkaldt genoptræningsplan til den kommune du bor i, og du vil herefter blive kontaktet af en fysioterapeut, som vil instruere dig i selve genoptræningen.
Normalt vil der være smerter fra skulderen i 1-2 uger efter operationen, og der går ofte 2-3 måneder før skulderen falder helt til ro og kan belastes fuldt ud.
Der er lavet en recept på smertestillende medicin til de første dage. Dette skal tages sammen med t. paracetamol 2 stk x 4, evt suppleret med t.brufen hvis du kan tåle det. Du skal fortsætte med håndkøbssmertestillende så længe du har smerter. Har du efterfølgende behov for smertestillende medicin udover håndkøbsmedicin, skal du kontakte din egen læge.
Du skal efter operationen være opmærksom på infektionstegnene, som er rødme, hævelse, varme, smerter og feber. Er du i tvivl, så kontakt klinikken eller egen læge.
Det er meget forskelligt, hvor lang tid en sygemelding varer. Det afhænger af, om du har et skulderbelastende arbejde.
Efter operationen får du en snak med den læge, der opererede dig, og du vil få nærmere besked om, hvordan du skal forholde dig.
Ortopædkirurgisk Klinik Sydhimmerland ApS
Smedevej 34
9500 Hobro
Tel. (+45) 96 58 60 06
Ortopædkirurgisk Klinik Sydhimmerland er akkrediteret efter Den Danske Kvalitets Model.